Godt og tillidsfuldt forældresamarbejde er vigtigt for os
Vi ønsker at skabe et godt og tillidsbaseret samarbejde med forældrene om børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det er vigtigt for os, at vi tager udgangspunkt i de enkelte forældre og deres ressourcer.
Samtaler og dialogmøder
I Børnehuset Cirkeline ses forældrene altid som en ressource i forhold til det konkrete samarbejde om deres barn. Vores mål i Cirkeline er derfor at opbygge et åbent og tillidsfuldt forhold mellem forældre og personale, hvor dialogen er central i forhold til at skabe et konstruktivt samarbejde om at skabe gode rammer for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Ud over samtaler i forbindelse med opstart og overgange er der altid mulighed for en samtale, hvis forældre eller personalet vurderer, at der er behov for dette. Forældrene bliver f.eks. indkaldt til dialogmøder, hvis trivselsevaluering eller sprogvurdering viser, at barnet har behov for ekstra støtte.
Opstartssamtale
Til opstartssamtalen mødes forældrene og en fra pædagogisk personale fra barnets stue/gruppe inden barnet starter i børnehuset.
Opstart i børnehuset er af stor betydning for både barn og forældre. Opstartssamtalen har til formål at skabe relation, tillid og tilknytning. Til opstartssamtalen udveksles der informationer, så både forældre og det pædagogiske personale er klar til at barnet starter i børnehuset.
Opfølgende samtale (3-6 måneders samtale)
Vi tilbyder forældrene en opfølgende samtale med en pædagogisk personale fra barnets stue/gruppe. Samtalen har til formål at inddrage og involvere forældrene i barnets trivsel, udvikling og læring. Vi drøfter om barnet har brug for, at forældre og børnehuset har særligt fokus i forhold til barnets kompetencer.
Sprogvurderingens resultat gennemgås, som en del af samtalen.